Historie

1996 MW data etableres af Mogens Würgler og fire erfarne medarbejdere. Mogens har siden 1985 udviklet systemer til XAL og kommer med en baggrund fra store virksomheder som Grundfos og Scandia. MW datas fokus er allerede dengang på produktions- og logistikvirksomheder, og platformen er XAL. De første 10 kundeinstallationer bliver hurtigt nået. 
1997 MW data begynder at arbejde med den første betaversion af Axapta, som bliver frigivet af Damgaard Data.
1998 MW datas første kunde på Axapta version 1.0 går live. Vi bliver samtidig den første 100 % dedikerede Axapta partner i Danmark. Vi er overbevist om, at den objektorienterede tankegang med én forretningslogik på tværs af alle applikationsområder vil holde. Og det gør den! Siden har vi udelukkende arbejdet med Axapta som platform.
2000 Markedet er mættet med år 2000-opdateringer. MW data benytter pusterummet til at udvikle InterCompany-modulet til Axapta. Baggrunden er, at de danske virksomheder er begyndt at splitte produktionen op mellem danske hovedkontorer, udenlandske datterselskaber og outsourcing. Det giver en helt ny kompleksitet i produktion og logistik, som ingen eksisterende ERP-systemer understøtter. 
 2002 MW datas position som ubestridt ekspert inden for kompleks produktion og logistik i koncerner er slået fast. Med den første beta-version af InterCompany er MW data klar til de offensive investeringer, danske virksomheder foretager i denne periode. Samme år opkøber Microsoft Axapta som hjørnesten i deres indgang på ERP-markedet.
2003 Første kunde i drift på InterCompany er Kvadrat, der samler syv separate IT-systemer til ét. Med automatisering og strømlining af hele den administrative proces, som kræves, når selskaber i forskellige lande handler med hinanden, kan Kvadrat nu øge forretningen markant uden at ansætte nye medarbejdere. Siden har MW data hjulpet mange virksomheder til at opnå lignende konkurrencemæssige fordele. 
2004 Microsoft køber rettighederne til MW datas InterCompany-modul for at lægge det ind som standard fra den næste version af Axapta, som er under udvikling. Med dén blåstempling beslutter vi at oprette to nye selskaber - MW solutions og Perfion - som udelukkende skal fokusere på produktudvikling og sælge internationalt via partnere. Der er nu tre selvstændige virksomheder i MW-gruppen med i alt 30 ansatte:
  • MW data fokuserer på at sælge og implementere Axapta-løsninger på det danske marked, primært til virksomheder med kompleks produktion og logistik samt til internationale koncerner.

  • MW solutions udvikler tillægsløsninger til Axapta, som sælges gennem certificerede Axapta-partnere i hele verden. De første to løsninger på markedet er QA modulet og InvoiceWorkflow. MW solutions udvikler kun tillægsløsninger, der kan ligge som nummer ét i deres marked.

  • Perfion udvikler løsninger, der gør virksomheder i stand til at vedligeholde og bruge deres produktinformationer på en fuldstændig fleksibel måde, integreret til alle ERP-systemer, websites, katalogproduktion, kampagner, osv. Perfion-løsningen sælges gennem partnere i hele verden. 
2006 Som den første virksomhed i verden får vi en løsning "Certified for Microsoft Dynamics" - Microsofts nye elitemærkning for tillægsløsninger, der holder helt ud i hjørnerne. Samme år lancerer Microsoft Dynamics AX 4.0 (tidligere Axapta), som nu inkluderer InterCompany-funktionaliteten som en del af standardløsningen. MW data bibeholder fokus på international handel og logistik, hvor vi fortsat hjælper virksomhederne med at strømline forretningsprocesserne på tværs af sites og udnytte Dynamics AX funktionaliteten fuldt ud.
2007 Tholstrup Cheese går live på MW datas første samlede fødevareløsning. Løsningen bygger videre på vores QA modul og de del-løsninger, vi tidligere har leveret til producenter af fødevarer og laboratorieudstyr. 
2009 MW data certificeres i 'Proces Industri' som led i Microsofts nye 'Industry Builder Initiative' (IBI). Dermed er brancheløsningen til producenter af fødevarer og ingredienser en integreret del af Dynamics AX. Kombinationen af det nye Dynamics AX modul og de kompetencer, vi allerede har opbygget gennem arbejdet med løsningen til Tholstrup Cheese, styrker yderligere vores muligheder for at levere løsninger, der fuldt ud matcher branchens behov. 
2010 MW datas brancheløsning til maskinproducenter introduceres. Vi har opbygget en større portefølje af virksomheder inden for maskinbranchen, der hver især har løsningselementer til typiske udfordringer i branchen. Med introduktionen af én samlet brancheløsning kan vi tilbyde en brancheløsning, som opfylder behovene fuldt ud for alle maskinproducenter.